Om SLA-CMS

SLA har nu den store fornøjelse at lancere vores nye hjemmesidesystem – SLA-CMS. Dette hjemmesidesystem er opbygget i gratis-systemet WordPress og er særdeles brugervenligt. Det kan uden vanskeligheder anvendes af nybegyndere, som aldrig har arbejdet med hjemmesider før, men kan også benyttes af garvede hjemmeside-byggere, som vil udfordres med at finde nye og smarte udvidelser til systemet.

Når man bestiller SLA-CMS, så leverer vi et komplet system installeret på hjemmesiden med de faner og udvidelser, som kan ses på demo-versionen. Lige klar til at begynde at fylde billeder og tekst på, samt opsat med en mail-adresse til arkivet. Det er naturligvis muligt at tilpasse skabelonen til det enkelte arkivs behov ved at ændre fanenavne, tilføje eller slette faner og underpunkter, installere nye udvidelser eller at skifte til en helt anden skabelon. Der er ingen krav fra vores siden om, at skabelonen ikke må ændres eller tilpasses. Blot vil vi gøre opmærksom på, at vi ikke yder support på nye udvidelser og anden tilretning. Husk også at opdatere de udvidelser, som I installerer, når der kommer besked om opdateringer.

Hvis arkivet ved bestilling ikke har et domænenavn allerede, så skal det ønskede navn blot anføres i bestillingsformularen. Så sørger vi for at bestille det. Efter bestilling og betaling af domænenavnet overdrager vi navnet til det enkelte arkiv, så arkivet kommer til at stå som ejer. Hvis det ønskede domænenavn ikke er ledigt, kontakter vi jer mhp. at finde et passende ledigt navn. Med mindre andet angives, bestilles et dk-domæne.

Pris
Prisen for CMS-systemet er et engangsbeløb på kr. 1.000. Med i denne pris er hosting af hjemmesiden på vores webhotel og et års registrering af domænenavnet, hvis vi skal bestille domænet hos DK-hostmaster. Dette gælder kun for dk-domæner, ved andre typer domæner vil det bero på en konkret vurdering afhængig af domænets pris. Hvis I allerede har et domæne, som I ønsker at benytte, så sørger vi blot for, at det bliver flyttet over på vores server.

Hjemmesidesystemet vil som minimum være i drift, og vi vil yde support på det frem til udgangen af 2017. Såfremt SLA’s styrelse til den tid beslutter, at systemet ikke skal videreføres, så er det dog muligt at flytte en nøjagtig kopi af hele cms-systemet med alt indehold over på en ny server, hvor arkivet selv kan videreføre hjemmesiden.

Se en demo af SLA’s hjemmesidesystem på www.slacms.dk/demo.

Hjemmesidesystemet kan bestilles her på siden under fanen bestilling af SLA-CMS ved at udfylde formularen.

Har I spørgsmål til CMS-systemet, kan i maile på dss@arkibas.dk eller ringe på 76 40 13 80.